Vores undervisere

Vores undervisere specialiserer sig inden for dancehall dansens forskellige stilarter. Vores undervisere er enten fra Vuvuzela Dance Crew, Kazoo Crew eller Iduna, som tilsammen ser sig selv som Vuvuzela Family. Alle vores underviser er dedikeret til den autentiske dancehall fra Jamaica, og de rejser derfor alle til Jamaica for at holde sig opdateret på kulturen. Læs mere om vores undervisere og se deres videoer her.

Hvem er Amalie ?

Amalie er en dygtig underviser med et stærkt formidlingsmæssigt fokus, og har både undervist i ind- og udland. Amalie har danset hele livet og undervist og arbejdet med koreografi i snart 20 år- de seneste 5 år som fultids professionel danser. Amalie underviser mange forskellige steder. Både på danseskoler, høj- og efterskoler, danseuddannelser, conventions, camps, privat og til diverse eventer, hvilket betyder at hun er vant til at arbejde med alle typer elever: Fra den professionelle til den gamle mand med to højreben. Ligeledes er hun ofte booket til koreografi og dansejobs og har danset og koreograferet for danske kunstnere såsom Pharfar, Raske Penge og Wafande, og internationale såsom Konshens, RDX, Mr.Vegas, Popcaan, Munga og Richie Stephens. Derudover indgår hun i et tæt samarbejde med Danmarks dancehall og reggaefestivaler – eksempelvis Scandivian Reggae Festival, Copenhagen Reggae Festival, Århus Reggae Festival og Copenhagen Dancehall, og har flere gange arbejdet på koreografiopgaver for de store TV-stationer.

Amalie har de seneste 10 år primært uddannet sig, udviklet sig og hentet sin inspiration i udlandet. Hun har rejst rundt til dancehallcamps og workshops overalt i Europa, boet i Paris og har de seneste 3 år været bosat halvdelen af året på Jamaica – dancehalls hjemland, hvor hun har trænet med verdens bedste og oplevet dancehall´en indefra. Hun har også arrangeret en del ture dertil, hvor hendes elever har kunnet opleve dancehall´en fra første hånd.

Amalie er CO-founder af Vuvuzela Dance Community, founder af Vuvuzela DanceCrew, Kazoo Crew og Vuvuzela KidZ, der fik kommercielt gennembrud, da de nåede til og med semi-finalen i ”Danmark har Talent” i 2015.  Amalie har desuden en bachelor i Psykologi og Sundhedsfremme, hvor hendes fokus har været på de teoretiske aspekter af dans, danseglæde og hvorledes krop og psyke er forbundne.

Amalie

Hvem er Malie ?

Malie underviser i Dancehall Letøvet tirsdage fra 19-20. Efter at have danset i 8 år og undervist i 4 er Malie efterhånden en erfaren danser. Hendes elever elsker især hendes koreografier med masser af detaljer og fokus på både lyrik og beat. 

Malie startede i sin tid inden for hip hop, men efter nogle år begyndte hun at interessere sig for Dancehall som så blev hendes store passion. Efter to længere ture på Jamaica, workshops med anerkendte dancehall dansere fra både ind- og udland samt optrædener i både Danmark og Tyskland har Malie altid en masse at dele ud af. Efter at have været medlem af Vuvuzela Dance Crew i nogle år har Malie sammen med Jess Rönn nu startet deres eget dansecrew “Kaani Crew” som fx har optrådt til Dancehall Madness og for Patoranking. 

Malie

Hvem er Cecilie ?

Cecilie har som medlem af Vuvuzela Dance Crew brugt de sidste 4-5 år på at dygtiggøre sig indenfor dancehall dans. Hun har af mange omgange rejst til udlandet – især til Jamaica – for at lære fra de bedste. Her har hun desuden danset med i diverse musikvideoer for store dancehall kunstnere såsom RDX, Mr. Vegas og Kalado. Desuden har hun med Vuvuzela Dance Crew optrådt og deltaget i konkurrencer i udlandet, optrådt til utalige musikfestivaller og arrangementer herhjemme – blandt andet Copenhagen Reggae Festival, medvirket i åbningsshowet for Popcaan til Scandinavian Reggae Festival. Cecilie har dygtiggjort sig indenfor både male og female stilarter af dancehall-dansen. Især Dancehallqueen-genren udforsker hun nu, som med et stort fokus på numse-teknikker og tricks er den lidt mere vilde og akrobatiske kvindelige danseform. Hun har i 2016 med sin makker Veronica Magnani dannet et DHQ-crew; Jinxies. Sammen varmede de op for Busy Signal, da han var i Danmark for at give koncert. Cecilie er en dygtig underviser, og med sine historiefortællende koreografier handler hendes timer mest af alt om at turde udtrykke sig selv og have det sjovt. Cecilie har undervist forskellige steder i snart tre år på blandt andet Hotsteppers aftenskole og –uddannelse, på Sportsefterskolen Sjælsølund og naturligvis i Vuvuzela Dance Community.

Cecilie

Hvem er Josefa ?

Josefa har danset dancehall siden 2012, og har nørdet dancehall intensivt siden sommer 2015 med Vuvuzela Dancecrews lillesøster Kazoo Crew. Kazoo Crew er coachet af vuvuzela-mama Amalie Zaar. Josefa har også været på Jamaica, og danset med de største dancehall dansere som Shelly Belly, Colo Colo, Rifical Team, Orville Hall, Shelly og Stacy Xpressions, Kim Wheezy, Hectic Dymondz etc. Hun har været en del af VDC bestyrelse siden 2016, og er medansvarlig for at booke Jamaicanske- og andre dancehalldansere til Danmark. Josefa har også stillet op med sit crew til konkurrencer som Top Up i Berlin og Dancehall Formation Master i Stockholm. Josefa har også lavet musikvideoer og optrådt med artister til events som distortion. Hun er en “unisex”-dancehalldanser, da hun både interesserer sig for malestyle, og female dancehall inkl genren dancehallqueen. Hendes dansestil er meget energisk, rå og groovy, men mest af alt handler dans for hende om ren danseglæde.

 Josefa

Book din næste dansetime